Friday, February 11, 2005

Viben er kommet på tinge

Der er fremsat forslag i Folketinget om at sikre fremgang for viben og andre fuglearter i det åbne land. Målet er flere fugle i en rigere natur og større oplevelser i det fri til danskerne. Midlerne er blandt andet naturgenopretning, friere tøjler til vandløbene og flere fugtige enge.

For at sikre viben og andre af det åbne landskabs fuglearter har Jørn Jespersen og Aage Frandsen på vegne af deres parti, SF, fremsat et forslag til folketingsbeslutning.
Forslaget skal med viben i front sikre arter som hvid stork, sanglærke, agerhøne, kirkeugle, engsnarre, brushane og engryle bedre levevilkår i Danmark. Engrylen er den sydlige underart af almindelig ryle.

SF mener også, at kriterierne for at udpege vådområder under vandmiljøplanerne skal ændres, så hensynet til genskabelsen af en naturlig flora og fauna vejer lige så tungt som hensynet til at få fjernet eller tilbageholdt kvælstof og fosfor.

Og så skal det være forbudt at sprede gylle på en lang række lavbundsarealer, der i stedet skal være forbeholdt den våde naturs fugle- og dyreliv.


Kilde: Jan Skriver, Dansk ornitologisk forening, net, februar 2005

No comments: